Forventninger, oplevelser og knuste drømme

Fredag den 24 juni døde drømmen om at komme Østersøen rundt. Vi var netop kommet ud af Lødningen, en lille havneby på Lofoten  og havde sat kurs mod Tromsø, ca. 400 km længere mod nord. Pludselig lød der et ordenligt smæld, Kenneth mærkede straks at han stort set havde mistet styringen, og at det venstre forhjul manglede. Han nåede at styre vognen så langt ind til siden så muligt på den relativt smalle vej. 
Den lidt brændte lugt vi havde fornemmet kort forinden vister sig ikke at være lidt varme bremser efter en lang nedkørsel fra fjeldet, men et forhjulsleje der for os ukendte årsager var brændt varmt, og vel satte sig fast så hjulet blev flået af, som på et stykke legetøj. Hjulet fandt vi lidt senere på en mark 50 m væk. 
Umiddelbart var vi naturligvis chokerede og samtidig lykkelige for at være i live. Havde uheldet sket et andet sted, kunne vi ligeså godt have været blevet slået ihjel! Enten ved at fortsætte ud over kanten, eller frontalt ind i en modgående Lastbil. 
Heldigvis havde Kenneth en god forsikring inkl. international vejhjælp, så vi satte os til at vente på en kranbil. Imens kunne vi så hilse på rigtig mange af de øvrige løbsdeltagere, der standsede chokerede og spurgte om der var noget de kunne gøre. Desværre. 
Efter en halvanden time kom en stor gul Scania Fejeblad, og med lidt besvær fik han os lempet op på ladet. Vognen kunne jo ikke trille, så det krævede en lille rullevogn, Kenneths domkraft, en såkaldt High-Jack, og lidt snilde. Der var  ikke plads til mere end en passager i kranbilens førehus, så Kenneth og jeg sad i Land Roveren og kørte baglæns, indtil vi kom til et værksted i byen Harstad. 
Her begyndte vores problemer. Værkstedet, der nok reparerede Range Rovers, havde ikke megen interesse i at reparere en så gammel bil. Kenneth var konstant på telefonen med sit forsikringsselskab og International SOS vejhjælp. Umiddelbart var der to muligheder. Blive i Harstad og vente på reservedele eller at tage flyveren hjem. Det afhang af hvor lang tid det ville tage at få reservedele. Kranbilschaufføren kunne ikke blive ved med at vente, han havde andre havarister at se til, så Land Roveren blev stillet på værkstedets P-plads. En lokal Land Rover mand,  jeg havde fået kontakt til gennem Dansk Land Rover KLub var også dukket op, men kunne ikke gøre andet end at henvise til en Johanson, der havde en Land Rover magen til, altså en serie III. 
Vi tog en taxa ind til Harstad, blot for at konstatere at alle hoteller var optaget pga en stor årlig musik og kulturfestival. 
Mens vi sad på kajen, ud for den gamle toldbod, kom Johanson, der havde ringet og spurgt hvor vi var. Han kørte os tilbage igen til vores haverede hundeslæde. Johanson havde dele, og kunne efter sigende skaffe flere. Så var det Kenneth fik beskeden fra SOS, efter vi havde forklaret dem at alt var optaget og at det måske havde lange udsigter før vi var på vejen igen. Vi fik tilbuddet om at tage hjem på forsikringens regning, og lade SOS fragte vognen hjem. Det tilbud tog Kenneth straks imod! 

Jeg var i øjeblikket fuldstændig udmattet efter en uge og ca. 3000 km i den gamle vogn. Vi havde visse dage, været 11-12 timer undervejs kørt over 600 km om dagen, sovet lettere ukomfortabelt og ikke rigtigt haft mulighed for at hvile ordenligt ud. Dertil kom at vi havde lige stået og set ind i en uge i Harstad, overladt til tilfældighederne, og dertil var vi begge lettere chokerede over det var sket. 
Jeg selv var parat til at få vognen repareret og fortsætte mod Nordkap, Skipper var ikke helt så sikker på at vi kunne få vognen repareret i løbet af lørdagen, og hvor stod vi hvis vognen brød sammen 1000 km længere væk?  Der skulle tages en beslutning, og det var en beslutning der skulle tages i øjeblikket.  Det blev turen hjem. 
Vi er naturligvis skuffede, men måske var det den rigtige beslutning. Det var jo meningen det skulle være for sjov, ikke en manddomsprøve, ingen af os har brug for  at bevise over for os selv eller andre. Derimod har vi begge kone og børn, ansvar og forpligtelser hjemme. Vi havde 8 spændende dage, med store oplevelser, og vi er blevet nogen erfaringer rigere, og vi har fået lov til at "Live to fight another day"
Eventyret venter derude.